Genaration Early Bird

Aalborg-træner evaluerer på sæsonen

Nedenstående analyse af den netop overståede sæson er leveret af Kenneth Hedegaard Jensen, der er træner i Elitehåndbold Aalborg:

En lang og god sæson er slut. De sidste kampe er spillet, og der er nu tid til at se frem mod den kommende sæson. Men før vi gør det, så må vi sørge for at evaluere på den sæson, som vi lige har spillet.

Jeg vil afgrænse mig til strukturen på U16 og U18 Pige, da det er det område, jeg har mest kendskab til. Først og fremmest vil jeg ønske FCM tillykke med DM-titlerne, det er flot og fuldstændigt som forventet. Men lad os starte fra begyndelsen.

Man valgte, som noget nyt, at lave seedningsudvalg og spillerlister, som efter sigende skulle være bedre end det gamle system. Jeg mindes, at der var en del snak i krogene om bl.a. trænere, der var med til at seede egne hold, og om navnene på holdenes spillerlisterne var korrekte. Det mest dramatiske, som jeg kan huske var, at DUH Esbjerg (U16) holdt sin seedning som nr. 2 på trods af undrende håndboldtrænere og store klø til HEI Elite cup.

Herefter ændrede man U16 fra 12 til 18 hold, hvilket gav utroligt store klø til de nederste hold i alle 3 puljer. Nogle mente kampene var ubrugelige og nærmest ligegyldige. Men jeg så også trænere, der brugte hele deres trup og dermed fik bragt mange spillere i spil. Jeg mindes, at FCM og Ole Jensen valgte at give sine landsholdsspillere pause efter en samling og tog til kamp i Hjallerup med de resterende 8 spillere i truppen. Jeg ved også, at flere hold brugte mere tid på styrkedelen og dermed fik optimeret den fysiske del, hvilket jeg synes giver rigtig god mening.

De hold, der fik klø, vil jeg gerne fokusere lidt på. Nogle fik store klø - men blev de bedre og dygtigere? Det må så stå for egen regning, men jeg mener, at de blev dygtigere. Jeg synes, at det er fantastisk, at de hold, som blev seedet 10, 16 og 19 skulle spille om at blive jyske mestre i 1.div. Ikke nok med det, så blev Skjern mestre i 1. division (tillykke til dem), på trods af, at de var seedet sidst (19) og tabte den sidste kamp mod Skanderborg 36-12. Det må være et tegn på, at der er sket noget positivt i Skjern, og at de må være blevet dygtigere. Men det store spørgsmål er, om de er blevet bedre, fordi der har været 18 hold i 1. division?

Min efterhånden klare holdning er, ja selvfølgelig skal der være 18 hold i 1.division piger. Det giver utrolig god mening på rigtig mange parametre. De store hold kan bruge bredden, og endda spiludvikle, uden at det er en risiko for at miste ligapladsen. Der kan gives pause til landsholdsspillerne, og der kan i det hele taget bruges endnu mere energi på den individuelle udvikling. Derudover er der flere hold, der bliver presset i kampene, og det giver de næstbedste mulighed for at spille og udvikle sig mod de allerbedste hold. Det er altså en win-win for alle.

Når det så er sagt, så er jeg også af den overbevisning, at det nødvendigvis ikke er sundt at vinde alt. På U18 pigerne har der ingen tvivl været fra dag 1 - ALLE vidste at FCM ville vinde. Spørgsmålet var bare om SK Aarhus eller Skanderborg skulle med til DM, og dernæst, hvor mange mål som de skulle vinde finalen med. På U16 har der heller ikke været den store tvivl. ALLE udråbte FCM som vindere af DM, og at Skanderborg ville følge dem. Det skete også, og de to hold har haft nogle fede og intense opgør mod hinanden. Men selvfølgelig vandt FCM. 

Så tager vi lige en afstikker til drengesiden, hvor jeg selv overværede DM her i weekenden, og selvfølgelig vandt GOG på både U14, U16 og U18 (stort tillykke til dem også). Jeg kan dog godt blive bekymret for denne tendens, da det kan gå ud over bredden i toppen af ungdomshåndbolden. For hvorfor skulle alle spillere med ambitioner om at vinde DM ikke bare taget til FCM og GOG?

Derudover lever vi i et samfund, hvor præstige og sejre giver status for både spillere og forældre. Så selvfølgelig bliver pigerne og drengene interesseret i at vælge et efterskoleophold, hvis man er en af de dygtige. Det er nemlig her, at man vinder og bliver ”set” (det er her landsholdsspillerne er). Men hvad er DHF’s holdning til, at de bedste spillere samler sig på efterskoler/college? De skriver, at de kan opfordre spillerne til at skifte klub, hvis spillerne er i et ”forkert” trænings miljø. Men det nægter jeg at tro på, at så mange spillere er i deres moderklubber. Så er det godt eller skidt for vores sport, at de dygtigste spillere samler sig?

Jeg vil sluttelig skynde mig at sige, at den nye struktur giver rigtig meget mening - jeg er fan! Og måske skal man bare affinde sig med, at der er én klub på hhv. pige- og drengesiden, der er en kæmpe magtfaktor og dermed næsten er sikre på DM-titlen hver sæson? Eller skal man lave en struktur, hvor også de hold bliver udfordret, når de spiller kampe i weekenden? Et bud kunne være en landsdækkende liga for U18, som podcasten Kongestuds har snakket om, ville det give mening?

Til sidst har jeg lavet sat seedningerne op mod de faktuelle placeringer. (JHF)

U16 Pige seedninger

U16 pige placering

FCM

FCM

Esbjerg

Skanderborg

HEI/VRI

HEI/VRI

Skanderborg

Ikast Håndbold

Aalborg

SINE-Sønderjyske

Randers

Aalborg

SINE-Sønderjyske

Skjern

Ikast Håndbold

Hjallerup

TTH Holstebro

Viborg

 

U18 Pige seedninger

U18 pige placering

FCM

FCM

Skanderborg

SK Aarhus            

SK Aarhus            

Skanderborg

Viborg

Esbjerg

Randers

Randers

Esbjerg

Fredericia

EH Aalborg

Viborg

TTH Holstebro

Silkeborg-VOEL

Fredericia

Aalborg-HEI/VRI