Når det danske U19-landsholdsdrenge i næste uge tager hul på VM i Georgien, er det uden Rasmus Meyer og Anton Laursen, der blev skadede under SOC-turneringen i Norge.
Her trådte Laursen på en bold under opvarmningen og forstuvede en ankel, mens Meyer ganske dramatisk knaldede hovedet i gulvet og blev båret bevidstløst fra banen i en af kampene. Han har det dog efter omstændighederne godt, lyder meldingen fra Skanderborg Håndbold, hvor han spiller. Og for en sikkerheds skyld blev DHF’s fysioterapeut Thomas Padkær i Norge en ekstra dag med Rasmus Meyer.
- Jeg er ked af det på de to spilleres vegne, og det er klart, at det er en streg i regningen, siger landstræner Claus Hansen, der også må se bort fra Nichlas Graugaard og Knud Ronau, der blev skadede under landsholdets turnering i Lübeck.
I stedet er TTH's Anders Agger samt GOG's Mikkel Beck udtaget til VM, og for sidstnævnte er situationen lidt speciel.
- Mikkel har endnu til gode at spille sin første landskamp, selv om vi har haft 58 forskellige mand i trøjen. Men han kommer med nogle andre kompetencer end de øvrige bagspillere, vi har med, siger Claus Hansen, der kalder sit hold VM-klart.
- Jeg har fået nogle informationer på Egypten og Bahrain, som vi møder i de to første kampe, og vi forsøger at forberede os så godt som muligt. Og jeg kan garantere, at både spillere og trænere glæder sig til at spille nogle kampe, der virkelig gælder noget, siger Hansen.