Dansk håndboldlandstræner i Zambia?

I Zambias hovedstad løber Ricki, Sara og Speider rundt. De spiller alle håndbold i klubben Kali Legacy. Hjemmebanen er en udendørs grusbane, der optegnes med en kvist inden hver træning.

Målene har ingen net, så hvis bolden ikke bliver stoppet af stolpen eller målvogteren, venter en løbetur, hvis længde er afgjort af skudstyrken. Der går meget tid med boldhentning, da der kun er en enkelt slidt læderbold at spille med.

Sådan er håndboldvirkeligheden i Zambia. Og alligevel møder spillere og trænere troligt op alle ugens dage for at dygtiggøre sig i sporten. Det er den reneste form for kærlighed til håndbold, jeg har oplevet.

I 2024 har jeg haft fornøjelsen af at tilbringe seks måneder i Zambias hovedstad, Lusaka, hvor jeg har arbejdet som håndboldlandstræner. Det har været svært, fantastisk og ekstremt lærerigt at omgås sporten i et så anderledes stillet land.

Denne rejse har resulteret i mange mærkelige oplevelser og refleksioner. Nogle har jeg samlet her, andre kan du opleve med mig i min podcast ”This mzungu is never going home” på r8dio, hvor man kommer med til Zambia og følger mig på landsholdets rejse mod VM.

Det første man skal vide om zambiansk ungdomshåndbold er, at sporten spiller en anden rolle i samfundet end i Danmark. Qua mit arbejde med landsholdet, havde jeg mange samtaler med Zambias håndboldpræsident, Victor Banda: En 55-årig økonom, hvis ene fortand er dobbelt så stor som den anden.

Vi talte om sportens samfundsbetydning, og her viste det sig, at vi tænkte sport på to vidt forskellige måder. For når jeg brugte mine eftermiddage på at træne unge spillere, handlede det for mig om at skabe et sundt miljø og fællesskab for drengene. Men Victor Banda
forklarede mig, at det at spille håndbold i Zambia ikke handler om at få en sund livsstil.

For håndboldpræsidenten var min tilstedeværelse brugbar, fordi jeg kunne underholde 25 drenge samtidig, som derfor ikke kunne være på gaden og lave ballade. Går håndboldtræneren til træningerne for at gøre spillerne bedre, eller gør man det for at holde dem fra gadens
rædderlighed?

I Danmark er sporten som oftest et tilvalg – i Zambia bliver håndbold brugt som et fravalg af alkohol og kriminalitet. Frivillighedens kræfter spiller i Zambia, ligesom i Danmark, en vigtig rolle i den daglige drift i
klubberne. De ældre landsholdsspillere gør en enorm indsats for at holde gang i sporten, når de ubetalt agerer trænere, dommere og kulturbærere.

Den første lørdag i hver måned arrangerer de for eksempel en u14 turnering på kryds og tværs af klubberne. Her sørger de for organisering af
kampe, udskiftninger, og for at alle hold får spillet lige meget. Disse ildsjæles engagement er sportens hjerteblod, og det er smukt at se, hvordan foreningslivet
følger med håndbolden, hvor end den bliver kastet.

Når jeg taler om min rejse, og arbejde med landsholdet i Zambia, er reaktionerne ofte fordomsfulde. Spørgsmål som ”har de overhoved håndbold i Zambia?” eller om de hopper umenneskeligt højt.

Men med fare for at lyde som en kliché, så er mennesker ”bare” mennesker, uanset hvilket kontinent man er født på. De helt samme personlighedstyper, som ses i Danmark, ses naturligvis også her. Nogle er høje, nogle hurtige, nogle er modige, andre er nervøse. De samme talenter er også at finde. Jeg kan godt forstå, at man er nysgerrig på, hvordan håndbold fungerer i den del af
verden. Men hvad gælder menneskene, må jeg svare kedeligt på den undren: Forskellen er ikke stor.

Spørgsmålet er, for mig at se, i stedet, om faciliteterne rundt om sporten er gearet til at udvikle de talenter, der er. Og her er det zambianske håndboldforbund langt bag det danske på stort set alle parametre. Et meget simpelt mål for håndboldens velvære er helt konkret, hvor
mange bolde klubberne har.

Da jeg kom for cirka et år siden, havde hver klub 1-2 bolde at spille med. Det er selvfølgeligt svært at lave en interessant og lærerig træning med 20 spillere og et par
bolde. Derfor, og af mange andre grunde, er det klart, at man ikke kan træne med samme kvalitet, som i de relativt veludrustede danske klubber, der ofte har en bold per næse.

Jeg nyder at tilbringe tid sammen med de zambianske spillere, lige så meget, som jeg nyder at være sammen med danske. Forskellene ligger i rammerne for sporten, ikke i spillernes evner.

Jeg håber, dette skriv kan give et indtryk af, hvordan det står til med håndbolden andre steder i verden. Og at det kan være en opfordring til at bruge sporten som et globalt fællesprog.

På trods af vidt forskellige verdensbilleder formår håndbolden at sætte folk sammen på tværs af 
kontinenter. Hvis kombinationen af Zambia og håndbold vækker en interesse, har jeg lavet en podcast om mit landstrænerjob. Den hedder ”This mzungu is never going home”, og kan lyttes til på r8dios app.

Håndbold er mere end en sport, og det kan bruges til at skabe fantastiske oplevelser i hele verden.

Hvis du sidder med en lille zambiansk håndbold i maven og tænker, at du godt gad en tur sydpå, må du endelig skrive til mig, så hjælper jeg gerne med at sætte dig i kontakt med nogen.