Mads Hove, U15-træner i Team Vestegnen og ungdomsformand i Rødovre HK, kommer her med sine tanker om de ulige årgange
Vi har nu i en årrække prøvet ulige årgange i dansk håndbold. Set fra min stol har det ikke været en succes for de ældste ungdomsårgange, hvis ambitionen er at bibeholde foreningsdanmark og håndbold som en folkesport med stor deltagelse. Der er flere udfordringer, som tyder på, at det er tid til at gentænke denne model.
Ulige årgange har skabt udfordringer på flere fronter:
Svagere international tilknytning: Danmark er gået enegang med ulige årgange, hvilket har gjort det sværere at krydse landegrænser og deltage i internationale turneringer, der skaber oplevelser for livet. Dette ses tydeligt ved julecups og andre turneringer, hvor færre udenlandske hold deltager end tidligere. Derudover er det blevet langt sværere for danske hold at tage til udlandet, da f.eks. en Prag-tur eller andre turneringer med stort socialt aspekt kræver, at en årgang skal splittes for at passe ind i rammerne i resten af Europa.
U19-årgangen fungerer ikke optimalt: For langt de fleste klubber er det en udfordring at stille hold på U19-niveau alene. Det er svært at fastholde spillere, rekruttere trænere og skabe tilstrækkelige træningsmiljøer. U19 skulle give et ekstra ungdomsår, men da der stort set ikke afholdes ungdomsstævner for U19 har det reelt betydet at det har fjernet et ungdomsår.
U17 spillere står over for et svært valg: De bedste U17-spillere skal træffe et valg mellem at spille U19 eller senior, da de ikke har mulighed for at deltage begge steder. Dette hæmmer deres udviklingsmuligheder og ødelægger muligheden for at tilpasse, hvornår de skal være med på et niveau der passer, særligt når niveauet på U19 svinger så meget som tilfældet er grundet det lave antal hold.
Efterskole-problematikken er ikke løst: Formålet med ulige årgange var blandt andet at stække efterskolerne i konkurrencen om U16 DM. Udviklingen er i stedet blevet at både U17 og U19 nu domineres af akademier og klubber tilknyttet disse, hvilket har gjort håndbold mere elitær og økonomisk utilgængelig for mange.
Håndbold er på vej til at blive en "collegesport" med en struktur, der minder om lukkede ligaer. De bedste udviklingsmuligheder er i høj grad finansieret af skolepenge, hvilket skaber en økonomisk barriere, der ekskluderer mange spillere og går imod foreningstankegangen.
Hvad kan vi gøre?
Hvis vi ikke ønsker at ændre tilbage til lige årgange, bør vi i det mindste give klubber og spillere større fleksibilitet. Det bør være muligt for U17-spillere at spille opad på både U19- og seniorniveau uden behov for dispensation. Dette vil lette integrationen i træningsmiljøet og sikre en mere naturlig udvikling, samt at spillerne ikke skal tage så klare valg, men kan spille hvor det giver mening.
Andre nordiske lande har beholdt de lige årgange til U16 og derefter slået 3 årgange sammen, næste år er det spillere født i 2008, 2007 og 2006. Personligt synes jeg det virker klogt, da det i min optik løser de 3 store udfordringer:
1. Det er nemt at rejse med håndbold og skabe oplevelser.
2. Der hvor vi har det største frafald af spillere, bliver det nemmere at have et godt trænings- og kampmiljø, også i mindre klubber.
3. Reglerne er enkel, da man kan spille i egen række og seniorhåndbold uden at skulle søge dispensation.
Hvad tænker du?
Del dine tanker og erfaringer i artiklens kommentarfelt på Facebook. Hvordan oplever I ulige årgange i jeres klub? Er det tid til en ændring?
