Genaration Early Bird

Færøsk trio stortrives i Skanderborg

Pauli, Hákun og Elias har byttet H71 i Hoyvík ud med SHEA og Skanderborg

De er langt hjemmefra, Pauli Jacobsen, Hákun Vest av Teigum og Elias Ellefssen á Skipagøtu, elever på Skanderborg Håndbold Elite Akademi (SHEA) og spillere på klubbens særdeles succesfulde U16-mandskab. Som navnene måske antyder, har de tre 16-årige gutter nemlig taget turen fra Færøerne til Skanderborg.

De kommer alle fra klubben H71 i Hoyvík og er alle med på Færøernes U17-landhold, der har 14 mand udstationeret i Danmark - ud over Skanderborg også i Skjern og Oure.

Der bliver ikke fejet noget ind under gulvtæppet, når man spørger trioen om, hvorfor de har valgt tage godt 1100 kilometer mod sydøst.

"Vi er skiftet til Skanderborg, fordi vi gerne ville have nogle større håndboldmæssige udfordringer. Og det har vi fået," fortæller målvogter Pauli Jacobsen og tilføjer:

"Og det har vi fået. Selv om vi kommer fra en god klub med dygtige trænere og spillere, så træner vi her i Skanderborg på et langt højere niveau end hidtil. Vi har blandt andet muligheden for at træne opad med U18, noget vi ikke havde på Færøerne."

Kendte Skanderborg

Skiftet til Skanderborg er ikke sket i blinde. De tre færinger har både været på træningsophold i Skanderborg og spillet med klubben ved Partille Cup i Sverige. Desuden har Hákun for et par år siden boet i Aarhus og spillet i AGF.

"Det er selvfølgelig er stort spring, men vi har fuld opbakning fra vores familier. Og hvis man på Færøerne virkelig vil noget med sin håndbold, er man nødt til at komme ud," siger venstrehåndede Hákun, mens Pauli og Elias nikker ja.

Apropos venstrehænder, så lægger trioen ikke skjul på, at Jóhan á Plógv Hansen er et forbillede, både håndboldmæssigt og i forhold til at rejse til Danmark og jagte drømme. Den gode Hansen rykkede som ungdomsspiller til Skanderborg og spiller nu med stor succes i BSV og rent håndboldmæssigt er dansker.

"Alle på Færøerne kender Jóhan, der har vist vejen," lyder det fra Elias, der på banen dækker venstre back- og playmakerpladserne.

Sammenhold

De unge håndboldfæringer i Danmark har et godt sammenhold og mødes med jævne mellemrum. Ferierne tilbringes dog på Færøerne, hvor der typisk er landsholdssamlinger.

Ellers handler det for Pauli, Hákun og Elias om en hverdag i Skanderborg, der ikke byder på ret meget andet end skole, håndboldtræning og måltider.

Keder I jer?

"Slet ikke, lyder det samstemmende.

"Der er et rigtig godt sammenhold i klubben, hvor vi blandt andet ser ligakampene sammen. Planen er da også, at vi skal blive i Danmark, også når vi når senioralderen," fortæller Pauli.

Foreløbig har de tre færinger og deres holdkammerater på U16-holdet gjort rent bord i den bedste række, og det gælder sig til tiden efter jul, når konkurrencen skærpes og jagten på DM-pladserne for alvor går ind.

"Vi er først og fremmest kommet for at udvikle os, men vi vil da gerne vinde noget også," lyder det.

Gamepatch indhold