Glæde i Skanderborg over landsholdsudtagelse

Clara Bangs A-landsholdsudtagelse kaldes en milepæl for Skanderborg Håndbolds talentudvikling

Skanderborg Håndbold skriver følgende: 

Skanderborg Håndbolds Clara Bang er udtaget til Golden League-turnering i Norge fra den 21. til den 28. oktober, hvor der venter hende en række træningssamlinger og tre landskampe mod stærke modstandere fra Holland, Norge og Tyskland.

Den nu 20-årige Clara har spillet i Skanderborg Håndbold siden hun var 4 år gammel, og har som ungdomsspiller været en del af klubbens Elite Akademi, SHEA. På trods af alvorlige knæskader, som holdt hende ude i tre år, har hun, med en ukuelig vilje, dedikation og støtte fra både klub, familie og Dansk Håndbold, kæmpet sig tilbage. Hendes comeback kulminerede sidste sæson med både debut for Skanderborgs Ligakvinder og en DM-guldmedalje med SHEA’s U19-piger.


Ser frem til udfordringen

For Clara selv er udtagelsen til A-landsholdet en drøm, der går i opfyldelse.

- Det er en kæmpe ære at blive udtaget, og det betyder utroligt meget for mig. Jeg har altid arbejdet hårdt for at nå hertil, og jeg ser frem til at træne og spille sammen med nogle af verdens bedste spillere, fortæller Clara.

Hun er samtidig taknemmelig for den støtte, hun har modtaget fra de mange mennesker i og omkring Skanderborg Håndbold og på SHEA:

- Denne udtagelse er ikke blot et skulderklap til mig, men også en anerkendelse af det fremragende arbejde, der bliver gjort i Skanderborg Håndbold. Jeg er fyldt med stolthed og ydmyghed over muligheden, og ser frem til en god uge fuld af læring og udvikling.


Et stærkt talentmiljø

Claras udtagelse til A-landsholdet er ikke kun en personlig triumf, men også endnu en stor milepæl for Skanderborg Håndbolds talentudvikling. Klubben har længe været kendt for at skabe talenter, der klarer sig både på nationalt og internationalt niveau. Og når Clara Bang slutter sig til landsholdstruppen, bliver det blandt andre sammen med etablerede navne som Anna Kristensen og Kristina Jørgensen, som også begge startede deres håndbold-karrierer i Skanderborg Håndbold - først på SHEA og siden på Skanderborgs Kvindeligahold.

Cheftræner Kim Johansen udtaler:

- Claras udtagelse er et kæmpe skulderklap – både til hende og til hele vores talentudvikling i Skanderborg Håndbold. Vi har i mange år produceret spillere, der er gået videre til større klubber og landshold, og at Clara nu repræsenterer A-landsholdet som en af vore egne, viser, at vi fortsætter med at tage skridt i den rigtige retning.