HC Midtjylland fortæller følgende om samarbejdet mellem klubben og Ikast håndbold på blandt andet U18-siden:
I øjeblikket arbejder vi på højtryk på at sikre HC Midtjylland økonomisk, så vi kan fortsætte på samme niveau resten af sæsonen. Samtidig arbejder vi også på mere langsigtede planer, som skal sikre et bæredygtigt HC Midtjylland - også i fremtiden.
Derfor kunne vi i går til stormødet med stolthed løfte sløret for et nyt sportsligt samarbejde med Ikast.
Vi - HC Midtjylland - og vores moderklub Herning fH har indgået et samarbejde med Ikast Håndbold og sportstar College, som skal sikre en bedre mulighed for talentudvikling og større brug af de lokale kræfter i både Herning og Ikast-området.
I praksis vil det betyde at HFH og Ikast Håndbold vil lave et holdsamarbejde for U18-holdet og for et seniorhold i 2. eller 3. division, fra og med næste sæson. Begge hold vil høre ind under HC Midtjylland.
Ib Kramer, formand i Ikast Håndbold, og Benjamin Stræde, formand i HFH, var begge tilstede til mødet og kunne fortælle lidt om processen bag og tankerne for det nye samarbejde.
- Processen startede sidste år, hvor vi tog kontakt til HC Midtjylland og luftede ideerne for et muligt samarbejde. Samarbejdet har derfor været længe undervejs, men vi er glade for endelig at kunne starte samarbejdet nu. Vi er meget glade for nu at kunne tilbyde vores spillere muligheden for at prøve kræfterne af på øverste hylde, og derigennem øge udviklingen yderligere og skabe større motivation blandt de unge mennesker, fortalte Ib Kramer.
Også Benjamin Stræde udtrykte tilfredshed med det nye samarbejde:
- Det er jo klart at når man baserer sin trup på mange dygtige spillere udefra, så bliver der mindre plads til egne lokale talenter. Og det var ellers det HC Midtjylland tidligere var baseret på. Det får vi nu mulighed for igen at se, og det ser vi meget frem til. Vi tror på at der er mange gode talenter i lokalområdet og dem vil vi gerne se på banen.
Dette projekt vil komme til udtryk i samarbejde med sportstar College, beliggende i Ikast. Det er planen at der laves et HC Midtjylland akademi på sportstar College lignende det FCM fodbold og håndbold allerede har.
Karsten Werge, leder af sportstar College, fortæller:
- Vi er utrolig glade for at vi har indgået et samarbejde, fordi det giver en rigtig god mulighed for at nogle af de aller bedste unge spillere, der søger mod college, får en mulighed for at spille op ad, og får bedre muligheder her. Nu når vi har lavet dette samarbejde, betyder det nemlig at de kan rykke op og supplere 2. divisions-holdet, og får vores dygtigste spillere måske endda også ligaholdet. Vi sikrer at cheftræneren får muligheden for at se alle talenterne og distancen mellem os og dem bliver mindre. Det betyder kort sagt at vores talentarbejdet får et løft.
Omkring deres arbejde på Sportstar College uddyber han:
- Det som vi er gode til på vores college, er at koordinere tingene - både skolerne, klubberne og forældrene - og det giver de unge mennesker ro i hverdagen, og giver dem mulighed for at koncentrere sig om det de skal. Det sikrer at vi kan bringe håndbolden så højt den kan komme, samtidig med at de får sig en ungdomsuddannelse. De behøver derfor ikke at gå på kompromis med enten det ene eller det andet. Samtidig er de i et miljø med ligesindede, og det betyder rigtig meget for dem og deres udvikling.
Også Karsten er i den grad enig i, at det giver værdi for den enkelte spiller såvel som klubberne, og afrunder med at sige:
- Jeg kan slutte med at sige at vi bliver en seriøs udfordrer til dem der den dag i dag allerede er kendt for deres talentudviklingsarbejde - f.eks. BSV, Skjern og Mors-Thy.
Også vores træner Jonas Wille er begejstret over det nye samarbejde, især efter at have besøgt College og mødt nogle af de unge spillere fra Ikast:
- Et samarbejde mellem Herning, Ikast og HCM er guld værd for herrehåndbolden i vores lokalområde. Med den nye samarbejdsmodel får man en tydelig rød tråd i talentarbejdet helt frem til elitesatsning - noget som er positivt både for de respektive samarbejdsklubber og den enkelte spiller, som har et ønske om at udvikle sig som topspiller.
- Udviklingsmiljøerne i Ikast og Herning samlet set, skaber et ekstremt godt grundlag for at fremdyrke talenter. Vi er allerede godt igang med samarbejdet fra denne sæson på den måde at spillerne fra vores eget U18 og U16-hold, samt tre spillere fra sportstar College Ikast, allerede har trænet sammen med os.
- Jeg har en stor tro på at samarbejdet mellem Ikast og Herning vil give store positive ringe i vandet, både på kort og langt sigt for herrehåndbolden i nærområdet. Jeg føler at det både er et naturlig og nødvendigt skridt for at sikre, at HCM stille og roligt men sikkert, bevæger sig i den rigtige retning. slutter Jonas Wille.
Alt i alt er det nye samarbejde en synergi-effekt der gavner og skaber værdi for alle interessenter - både Ikast og Herning by, Ikast Håndbold, HFH, sportstar College og sidst men ikke mindst - for HC Midtjylland.