Christian Bang fra Strandby-Elling undrer sig over JHFs ageren
Følgende er skrevet af Christian Bang fra Strandby-Elling IF.
Blækket på puljerne til U19 pigernes 1. division var knapt tørt, før jeg henvendte mig til JHF og gjorde indsigelse, da det både ud fra en matematisk og sportslig vinkel er forkert.
I U19 piger, er der lavet 4 puljer med 2 hold – her kommer nr. 1 i 1. division, mens der er lavet 2 puljer med 3 hold – her kommer 2 hold i 1. division. Alle burde nu kunne regne ud, at det er en fordel at komme i 3 puljerne med 3 hold, da 67% ryger direkte i 1. division – mens kun 50% fra puljerne med 2 hold.
Desværre er det ikke blevet sådan.
Her har man ladet holdene seedet fra 5-10 være i 3 holdspuljer, og dermed er det en klar ulempe at være seedet fra 1 til 4. Jeg talte i går aftes med træneren fra SUS Nyborg (seedet nr. 3), som også kunne se at de var blevet ”snydt”.
Trods flere mails, havde jeg tirsdag aften ikke fået noget skriftligt svar – men mundtligt har det lydt:
Når man laver en så åbenlys fejl, og bliver gjort opmærksom på det med 10 dage til spillet går i gang, så bør det naturligvis rettes. Dog ikke hos JHF´s turneringsudvalg.
I går aftes rykkede jeg så igen (mundtligt), og her lød det:
”Vi ændrer det ikke, vi er jo i gang med en turnering” og ”så er vi jo nødt til at kigge på de andre rækker også”. Ja selvfølgelig, hvis der er lavet fejl i andre rækker, så skal de også rettes her – og vi er jo ikke i gang med kampene endnu. I har nu haft 5 dage til at få det rette.
Senere på aftenen fik jeg så endeligt et skriftligt svar, samme konklusion og argumentationen lød:
Problemet i den sidste del er bare, at når JHF ændrer parametre (antallet af hold i puljerne, antallet af hold der går videre fra puljerne), så ændrer JHF netop ensartetheden. Så JHF gør det samme som de har gjort i +10 år, men de får bare forskellige resultater. Det er netop ikke ensartethed, og slet ikke sportsligt korrekt.
I mandags kom puljeindelingen til U17 piger – 21 tilmeldte hold, og som i U17 drenge, så havde vi foreslået en mindre ændring af strukturen, med 3 puljer a 5 hold og en pulje med 6 hold. Så kunne man holde ”tragten bred” og slippe for kval-spillet.
Igen ingen tilbagemelding på vores henvendelse.
Der blev lavet 3 puljer a 3 hold – heraf går nr. 1 og 2 direkte i 1. division, mens nr. 3 spiller om 2. division.
Hvis ellers seedningsudvalget har ret i deres seedninger, så må det være en klar fordel at være i pulje med det hold der er seedet sidst. Det er naturligvis ikke sket.
Her er puljerne faldet således ud, at det faktisk er bedre at være seedet 2, 3, 4 og 5 (af dem der skal spille kval), end dem der er seedet nr. 13.
Det kan da ikke være formålet med seedningerne??
Det mundtlige svar er igen, vi kan faktisk godt se problemstillingen – og det vil vi gerne i dialog om til næste sæson.
Jeg har respekt for, at der sidder frivillige i turneringsudvalget, som er blevet bombarderet med holdninger, men når der bliver påpeget en åbenlys fejl (eller 2), så ret den med det samme, ifølge administrationen så er det en meget hurtig opgave, og de var faktisk klar til at ændre det i weekenden.
Det er menneskeligt at fejle, men når man bliver gjort opmærksom på fejlen – og faktisk godt kan se, at det ikke er sportsligt korrekt, så æd lige stoltheden og ret fejlen.
Ubold har været i kontakt med JHFs turnerngsudvalg i forbindelse med seedninger og puljeinddelinger, men svaret herfra er, at de klubber, der har klaget, er blevet informeret. Ellers er der ingen kommentarer.