Lemvig-Thyborøns 1. divisions herrer skriver følgende:
Brikkerne begynder så småt at falde på plads i forhold til næste sæsons trup for Lemvig-Thyborøn Håndbold. I dag kan klubben præsenterer tre nye spillere til næste sæsons trup.
Den første spiller, som Lemvig-Thyborøn kan præsentere er en lokal gut. Det er nemlig 19-årige Mads Høj, som i de seneste to sæsoner har spillet for Team Tvis Holstebros U18-hold. Mads har skrevet en to-årig kontrakt med LTH. Inden skiftet til Holstebro spillede Mads alle sine ungdomssæsoner i Lemvig på nær et enkelt år, hvor han var på ISI Idrætsefterskole.
I denne uge er Mads blevet udtaget til U19-landsholdet, så det er altså en spiller, som er inde omkring ungdomslandsholdet. Mads er født og opvokset i Lemvig, så det er en rigtig lokal dreng, som vi får på holdet til næste sæson. Det at have unge lokale spillere på holdet er én af de mest væsentlige målsætninger i Lemvig-Thyborøn Håndbold. Vi glæder os til at se Mads tilbage i vestjyskBANK Arena efter et par års pause.
Den anden spiller er 20-årige Mathias Porsholdt, som kommer til klubben fra Ribe-Esbjerg. Mathias har i denne sæson været en del af Ribe-Esbjergs hold i 888-ligaen, men i næste sæson skal han altså trække den røde trøje over hovedet.
Mathias spiller streg, og har igennem hele hans ungdoms- og seniorkarriere kun spillet i Esbjerg. Mathias tager turen nordpå sammen med holdkammeraten Mark Nikolajsen, som blev præsenteret som LTH spiller for to uger siden. Mathias Porsholdt har også indgået en 2-årig aftale med Lemvig-Thyborøn Håndbold. Vi glæder os til at se den knap 2 meter høje stregspiller tørne ud for LTH i næste sæson.
Den sidste spiller, som bliver præsenteret i denne omgang er den 19-årige målmand Shadrach Nsoni Amie. Shadrach har ligesom Mads Høj spillet for Team Tvis Holstebros U18-hold i de seneste to sæsoner, og nu er han altså klar til sin første sæson som senior. Shadrach har skrevet under på en et-årig aftale med Lemvig-Thyborøn Håndbold.
Udover at spille på U18-holdet, så har Shadrach også været en del af Team Tvis Holstebros bruttotrup i 888-ligaen, hvor det også er blevet til nogle kampe på holdkortet. Shadrach er født i Congo, men opvokset i Danmark. Udover at have spillet for Team Tvis Holstebro, så har Shadrach også optrådt for Aalborg Håndbolds ungdomshold. Vi glæder os til at se Shadrach redde bolde i LTH-målet fra næste sæson.
Lemvig-Thyborøn Håndbold er stolte over, at kunne præsentere tre talentfulde unge spillere til næste sæsons trup. Vi glæder os til at lære alle tre at kende og se dem i aktion i vestjyskBANK Arena.