Genaration Early Bird

Ny træner og talentaftale skal styrke SønderjyskE’s nye U19-hold

SønderjyskE Herrehåndbold, Team Haderslev KFUM og TalentCenter Haderslev har lavet en treårig samarbejdsaftale og ansat Færøernes A-landstræner, Sonni Larsen, som cheftræner

SønderjyskE Herrehåndbold, Team Haderslev KFUM og TalentCenter Haderslev har lavet en treårig samarbejdsaftale. Færøernes A-landstræner, Sonni Larsen, er ansat som cheftræner for SønderjyskE’s U19-hold, der forstærkes af talentfulde Haderslev-spillere.

SønderjyskE Herrehåndbold vil i højere grad satse på de sønderjyske talenter, og som et led i den strategi har SønderjyskE oprettet et U19-hold og har indgået en treårig aftale med Team Haderslev KFUM og TalentCenter Haderslev, der indebærer, at talentfulde Haderslev-spillere skal spille på SønderjyskE’s U19-hold.

Samtidig er 33-årige Sonni Larsen, der er herrelandstræner for Færøerne A-landshold, ansat som kommende cheftræner for SønderjyskE’s U19-hold, og han skal desuden varetage håndboldtræningen i TalentCenter Haderslev to gange om ugen.

Seriøst projekt

Bestyrelsesformand i SønderjyskE Herrehåndbold, Hans Christian Jensen, ser frem til talentsamarbejdet med Team Haderslev KFUM og TalentCenter Haderslev.

- Det har været vigtigt at sammensætte et seriøst U19-projekt i SønderjyskE. Via samarbejdet med Haderslev sikrer vi et stærkt og bredt samarbejde om at fastholde unge håndboldspillere i området. I forvejen har vi lokalt et stærkt miljø – blandt andet i samarbejde med Sønderborg Talentakademi og hf Sønderborg – men behovet for et bredere samarbejde har vist sig at være stort. Ligeledes er signingen af Sonni Larsen et godt signal om, at vi starter et spændende U19-projekt i håbet om fortsat at føre unge, lokale spillere op på vores ligahold, siger Hans Christian Jensen.

Tager det næste skridt

Bestyrelsen i Haderslev KFUM ser også store fordele i samarbejdet med SønderjyskE Herrehåndbold.

- Vi har igennem mange år haft svært ved at fastholde vores mange talenter og har i de seneste år opbygget et fantastisk samarbejde med SønderjyskE på herresiden, hvilket blandt andet indebærer talenttræninger samt træninger i Sønderborg. Vi er rigtig glade for at tage det næste skridt og starte et fælles U19-drengeprojekt. Dette er også set i lyset i af, at vi også i fremtiden gerne vil styrke vores seniorafdeling i Haderslev samt opbygge et godt træningsmiljø. Ligeledes vil vores kommende unge talenter kunne se frem til at blive i regionen, hvilket ikke er tilfældet i øjeblikket, lyder det fra Steen Petersen og Per Juhl Hansen fra Team Haderslev-bestyrelsen.

Talentchef i TalentCenter Haderslev, Morten Nørby Poulsen, har store forventninger til det nye samarbejde.

- TalentCenter Haderslev ser frem til samarbejdet med både SønderjyskE Herrehåndbold og Team Haderslev KFUM. Der er ingen tvivl om, at vi sammen på håndboldsiden tager et stort skridt frem i talentudviklingen. Jeg glæder mig til at byde Sonni Larsen velkommen i det sønderjyske og ser frem til det fremtidige samarbejde, siger Morten Nørby Poulsen.

Ydmygt løft af præstationskulturen

Den kommende cheftræner for det nye SønderjyskE U19-hold, Sonni Larsen, glæder sig til at kaste sig over talentudviklingen i SønderjyskE og Haderslev. 

- Jeg ser frem til at skulle arbejde for SønderjyskE, som jeg anser for at være et solidt sportsbrand. De kan lave sport på et højt niveau, og jeg vil gå ydmygt til værks i forsøget på at løfte præstationskulturen. Derudover så glæder jeg mig til at lære en masse engagerede og dygtige folk at kende.

- Hvad angår Talentcenter Haderslev, må jeg sige, at jeg er dybt imponeret over de gode rammer, der er for håndboldspillere i området. Den institution glæder jeg mig til at blive en del af, så vi sammen kan skabe dannelse og udvikling på højt niveau. Det virker til at være et ressourcestærkt team, der er rundt om atleterne, så jeg ser personligt også frem til at lære en masse, siger Sonni Larsen.

Sonni Larsen vil fortsat varetage jobbet som herrelandstræner for Færøerne A-landshold ved siden af jobbet i SønderjyskE, hvor han i første omgang har lavet en etårig aftale.