Genaration Early Bird

Overvejelser om færre dispensationsspillere

DanskHåndbold har taget hul på snakken om antallet af spillere på dispensation

Antallet af aldersdispensationer i dansk håndbold er steget markant de senere år. Derfor har DanskHåndbolds turneringsudvalg taget hul på at kigge på, om der skal ændres på antallet af tilladte dispensation - for eksempel fra tre til to pr. hold.

Det fortæller Palle Bækby, formand for turneringsudvalget.

- Der er kommet mange flere spillere på dispensation til. Vi taler nu mellem 2000-2500 spillere, hvilket er mere end 1 for hvert 3. hold - og andelen er højere andel i børne- og ungdomsrækkerne, fortæller han.

Palle Bækby tilføjer, at antallet af tilladte dispensationer er de samme i både U9 og U15, selv om der i U9 må være 7 spillere på holdkortet, men 12 i U15.

- Derfor har tre dispensationsspillere et forskelligt impact i de respektive årgange, siger han.

Det bliver dog ikke i denne sæson, at der kommer ændringer.

- Vi synes, at snakken er væsentlig at tage, men tingene skal også sagsbehandles fagligt og ordentligt. Det nåede vi ikke igennem i foråret og derfor er forslaget "parkeret" for denne sæson, lyder det fra Palle Bækby.

OBS: Spillerne på artiklens fotos har ikke noget med problematikken at gøre.