Til daglig spiller Sif Skov på Hillerød Håndbolds U16-hold - men hun er også en del af det amerikanske seniorlandshold.
Sif har både dansk og amerikansk statsborgerskab, og i december sidste år skrev hun til det amerikanske håndboldforbund for at forhøre sig om en mulig plads på ungdomslandets. I stedet havnede hun på A-landsholdet, som hun netop har været i Italien med.
- Vi trænede og spillede fire venskabskampe. To af kampene var mod Italiens landshold. Første kamp endte 24-24 og næste kamp endte desværre 27-17 til Italien. Kampene var arrangeret som en del af vores forberedelse til vores kvalifikationskampe frem mod de Panamerikanske mesterskaber mod Canada, og for Italien kunne forberede sig på at møde Slovakiet til kvalifikationskampene til EM.
- De to andre kampe vi spillede var mod Civitavecchia, et italiensk 1. divisionshold. Den første kamp vandt vi 19-13 og den anden kamp vandt vi 24-14.
- Jeg havde en rigtig god tur, hvor jeg fik nogle fantastiske oplevelser. Vi besøgte Italiens olympiske komite og hilste på deres olympiske præsident og USA’s ambassadør i Italien. Udover det var vi på sightseeing i Rom, hvor jeg bl.a. så Colosseum, Det Sixtinske Kapel og Vatikanet. Håndboldmæssigt var det også en virkelig fed oplevelse at spille mod nogle på højere niveau, end hvad man er vandt til. Jeg lærte meget og fik også taget mere fat i forsvaret, da dommerne gav lov til mere, fortæller Sif.