Genaration Early Bird

Skive skriver med fire unge spillere

Skive FH fortæller følgende:

Der er blevet arbejdet igennem i den senere tid. Derfor er det med stor glæde vi kan præsentere hele fire unge tilføjelser til førsteholdstruppen anno 2018/2019. En ny Skive fH’er, en spiller der vender tilbage i blåt, samt 2 af vores egne unge talenter i blåt.

Højre back Emil Grønbech er årgang 1998, og dermed kommer han også til at være blandt de yngre i truppen den kommende sæson. Fra Ikast Håndbold skiftede han til Stoholm inden sidste sæson, og herfra har vi på kort afstand kunne følge hans udvikling. Emil har over en årrække gjort sig som U-landsholdsspiller, og en af de altoverskyggende grunde til at vælge Skive har været det stærke træningsmiljø, samt muligheden for at spille kampe på 1. eller 2. divisionsniveau.

Ny spiller, Emil Grønbech Hansen:

- Klubben kom med et rigtig godt tilbud, og jeg så en mulighed for at udvikle mig blandt gode mennesker. Træningsforløbet var mega fedt, og det kunne jeg ikke få mig selv til at sige nej til. Fra mange andre spillere har Skive et rigtig godt omdømme, så der var egentlig ikke så meget at overveje i sidste ende, fortæller den nye back, der har tegnet en treårig kontrakt med Skive fH.

I forrige sæson havde vi glæden af Jeppe Østergaard i blåt, hvor han søgte til en anden klub med håbet om mere spilletid. Vi har fulgt ham løbende, og selvom den alsidige bagspiller ikke har stået først på holdkortet, så har han alligevel bevist udviklingen har været anseelig, hvilket vi har kunnet se på klods hold de senere træningspas han har deltaget i. Vi glæder os derfor til at se endnu en Stoholm-spiller på Vores Hjemmebane den kommende sæson.

Skive fH’s egen Mads Lynggaard er et lokalt navn vi har hørt en del gange de senere år. Den vævre venstre fløj har tiltusket sig flere optrædener hos 1. divisionsherrerne, og fortjent har han nu tegnet sin første håndboldkontrakt. 29. juni fylder den unge gut fra Breum 20 år, og det er en fornøjelse at beholde et stort talent med lokale rødder.

Der er noget helt andet ved at kunne se egne spillere gøre sig gældende i klubben, og det kan vi nu se frem til i den kommende sæson på venstre fløj. Her skal Mads sammen med Jeppe Kjærulff fordele spilletiden imellem sig, mens han også må have arbejdet sig op i køen som straffekastskytte. En disciplin han afsluttede sæsonen med at brillere i.

Også den talentfulde playmaker Christoffer Toft Sigh vil i den kommende sæson igen være iført en blå spillertrøje. Han har nu tegnet sin første håndboldkontrakt, og den underskrift landede hos barndomsklubben.
Sigh er ikke den største og mest robuste playmaker vi har haft i klubben, men den unge fyr kæmper for at få flere kilo på kroppen. Overblikket i sit spil afspejler dog mere end de 20 år han i februar rundede, og det bliver sikkert en spiller vi ser meget mere til de kommende år.