Genaration Early Bird

TTH Holstebro indlemmer to talenter i Ligatruppen

TTH Holstebro skriver følgende på sin hjemmeside:

To af TTH´s egne ungdomsspillere, stregspilleren Anders Agger og keeper William Lind bliver til den kommende sæson indlemmet i TTH´s ligatrup. Spillerne har indgået en aftale på henholdsvis tre og to år. De to talenter er henholdsvis årgang 98 og 99. 
Cheftræner Patrick Westerholm glæder sig til at følge de to spillere.

- I denne sæson har vi allerede haft Anders i aktion flere gange i både liga og Champions League, hvilket er gået godt. Han kan allerede meget, men ved at komme i mesterlære hos Vignir Svarsvarsson og Lars Mousing kan han flytte sig rigtig meget - godt hjulpet på vej af nogle gode fysiske forudsætninger, siger Westerholm.

Modsat Anders Agger, der nu er rykket op som seniorspiller, har William Lind stadig alderen til at spille U18. Han har dog fået sin debut hos ligaherrerne i en pokalkamp, og det er også en ung mand Patrick Westerholm ser perspektiver i.
- William hører til de bedste målmænd i landet i sin årgang, og jeg er ikke i tvivl om, at han kan drive det langt. I første omgang skal han træne med hos os, og han kan lære meget af de to keepere, vi allerede har, siger Westerholm.

Anders Agger fastslår, at han glæder sig til udfordringen.
- Det er et kæmpe skulderklap. Specielt, når klubben gerne vil have en længere aftale. Jeg glæder mig til at blive en integreret del af truppen, og jeg er klar til at give den max. gas. Og jeg er sikker på, at jeg vil kunne lære utrolig meget af de "gamle" spillere, siger han.

Også William Lind fortæller, at der er stor læring i ligatræningen.

- Alt det, jeg har kæmpet for som ung, har endelig givet pote, og nu står man og skal være en del af de helt store drenge. Det er ikke til at tro. Tiden er godt nok fløjet afsted, og jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang med den nye sæson sammen med både herrerne og U18 drengene. Det bliver virkelig en spændende sæson, hvor jeg samtidig glæder mig til samarbejdet med Michael Bruun, lyder det fra keeperen.