U18-landsholdets første møde med hele håndboldverden

Hvordan varmer man op til en håndboldkamp i Egypten? Spiller chilenerne med offensivt forsvar og hvad stiller man op over for et dedikeret sydkoreansk mandskab med mange retningsskift i angrebet og hurtige opbakningsfødder og kontant spilstop i forsvaret? Rækker ungarsk individualisme eller løber et tysk fejlfrit og fysisk fællesskab igen med guldet?

Dét og mange andre spørgsmål vil de kommende uger give svar på, når det danske u18-kvindelandshold møder hele håndboldverden for første gange ved VM i Polen. Her handler det om at vinde men i lige så høj grad om at møde nye og anderledes måder at spille på.                                                                                                       

- Jeg glæder mig sindssygt meget til at spille VM. Det er sjovt og lærerigt at spille mod hold, der spiller på en anden måde, end vi er vant til, fortæller Anna Berger Wierzba, der til daglig spiller på U18-holdet i Aarhus United.

Sammen med landsholdet kan hun se tilbage på et langt forløb med udtagning, samlinger og træningsstævner i blandt andet Rumænien og Sverige, og mens resten af danskerne har holdt ferie i sommervarmen, har landsholdet forberedt sig til U18-VM. 

- Jeg nåede en lille tur til Bornholm og en lidt længere til Italien med min familie, men ellers har det handlet om håndbold. Vi har lige været i Sverige for at spille Scandinavian Open Championship, hvor vi fik en forsmag på, hvad der venter os, lyder det fra aarhusianeren. 

Holdet blev nr. 2 ved Scandinavian Open Championship, der bød på tætte kampe mod Norge (DK-Norge: 19-19), Sydkorea (DK-Sydkorea: 30-31) og Sverige (DK-Sverige: 20-14). 

I næste uge går det for alvor løs, når holdet spiller sin første VM-puljekamp tirsdag. Her venter først Kroatien, inden danskerne møder Sverige, Egypten, Chile og Ungarn. Efter puljekampene spilles knockout- og placeringskampe, idet holdet håber på en semifinaleplads. Herfra kan alt ske og hvem ved, måske en finaleplads? 

Kampene spilles i Kielce i Polen d. 7-21. august, og kan følges live på http://handballpoland2018.pl/livestreaming-of-the-tournament-matches/?lang=en

 

Danmarks kampprogram ved VM: 
7/8 kl. 14.00 Danmark-Kroatien
8/8 kl. 16.00 Sverige-Danmark
10/8 kl. 12.00 Danmark-Egypten
11/8 kl. 16.00 Danmark-Chile 
13/8 kl. 14.00 Ungarn-Danmark