Simon Pytlick og et par stærke keepere førte an mod Norge
U19 drenge SOC, 3. kamp
Danmark - Norge 29-22 (13-11)
Mål Danmark: Simon Pytlick 8, Magnus Haubro 3, Lauritz Legér 3, Emil Jessen 3, Oliver Juhl 2, Sasser Sohn 2, Jeppe Cieslak 2, Mads Hoxer Hangaard 2, Sebastian Skøtt 1, Steven P. Jacobsen 1, Johan Kofoed 1, Anton Filtenborg 1.
Via den klart bedste indsats i de tre kampe i SOC-turneringen spillet i Skanderborg sikrede Danmark sig både en 29-22 sejr over Norge samt en samlet turneringssejr - via en bedre målscore end Sverige.
Danskerne lignede et hold, der ville vise, at man var bedre end det, der var vist mod Sverige og Portugal, og med et godt spillende norsk hold som modstander, ja så blev det faktisk en rigtig fin håndboldkamp, der heldigvis havde samlet pænt med tilskuere i Orangeriet i Skanderborg.
Danmark, der måtte undvære flere skadede spillere, fik hurtigt grebet om kampen. Foran et godt forsvar stod Svend Rughave rigtig godt i kassen, akkurat som Oliver Larsen gjorde det i 2. halvleg, og i offensiven der god agressivitet hos spillere som Magnus Haubro og især Simon Pytlick.
Pytlick, der både blev topscorer og kåret som kampen bedste dansker, var ganske enkelt fremragende - både som afslutter og assistspiller. Der sidder et hurtigttænkende hoved på GOG-spilleren.
Danmark førte 13-11 ved pausen, og i 2. halvleg blev føringen stille og roligt udbygget, hvorved Danmark kørte en sikker sejr hjem. Og så kunne man som dansker glæde sig over, at der mere eller mindre blev lukket ned for de stregindspil, der voldte så store kvaler mod Portugal i lørdagens kamp. Det var godt at se.