Nordsjælland Håndbold har hentet U19-landsholdets Knud Ronau i GOG og skriver følgende om det:
Det er en stor glæde, at kunne byde Knud Ronau velkommen til Nordsjælland Håndbold. Fra GOG til Nordsjælland - det er oftere den anden vej. Men via det nye NH NEXT GEN koncept, er det lykkedes at tilbyde Knud Ronau en samlet løsning med fleksibelt arbejde og bil ordning, hvilket har været med til at få aftalen i hus.
- For Nordsjælland Håndbold viser det, at vi har et attraktivt setup og muligheder for at tiltrække talenter, hvis vi sætter tingene rigtig sammen. Vi vil gerne lave mere af denne type aftaler, og er derfor i fuld gang med at holde dialogmøder og præsentere NH NEXT GEN konceptet for regionens virksomheder, kommuner og andre potentielle partnere, siger Lars Gjøls-Andersen.
Cheftræner Ian Marko Fog:
- Knud er en utrolig spændende stregspiller med internationale fysiske mål. Han kommer som dansk U18 mester fra GOG, og er med på U19 landsholdet. Hans profil passer perfekt til NH, hvor vi gerne vil udvikle talenter og give dem ansvar.
- Han har trænet med os en del gange efterhånden, så vi kender ham rigtig godt. Han er et pænt stykke over 2 meter og med 110 kg, bibringer han også den fysik i dagligdagens træning, som vi skal matche nu, hvor vi er i ligaen.
- Han er intelligent, kan dele et forsvar med sine screeninger, har god gribe teknik og fylder godt i forsvaret. Selvfølgelig er der mange parametre, han skal forbedre i sin unge alder, men med den rette indstilling, har han de rette forudsætninger, for at gå hele vejen.
- Det er en position, hvor vi er yderst stærk besat. Vi er meget tilfredse med både vores anfører Dan og unge Andreas Nielsen, og med tilgangen af Knud har vi forsvarsmæssigt og i spillet 7 mod 6 endnu et kort at skyde med.