Liga-komet vender hjem til Aarhus

Aarhus HC-truppen får endnu en ligaspiller på holdkortet i den kommende sæson i form af Jens Kromann Møller

Aarhus HC skriver følgende:

Aarhus HC-truppen får endnu en ligaspiller på holdkortet i den kommende sæson. Og de varme Aarhus-hjerter glæder sig over, at vi igen skal byde en ægte Aarhus-dreng velkommen hjem.

Jens Kromann Møller, har i år fået sit liga-gennembrud som 1. årssenior i TTH Holstebro.

Jens har haft sin håndboldopvækst i Viby IF, men efter et ophold på idrætsefterskolen Lægården valgte han allerede som 17årig at blive i Holstebro for at forfølge sine håndbolddrømme.

Hans målrettede indsats førte til, at han i 2023 blev kåret som Årets Talent i TTH Holstebro og fik tilbudt en ligakontrakt.

Sportschef Morten Jensen glæder sig over, at det lykkedes at få en aftale i hus med den talentfulde fløjspiller:

– Det er endnu engang lykkedes os at trække en rigtigt Aarhus-dreng hjem til vores projekt. Tiltrukket af et elitemiljø og et hold, som vil blande sig i toppen af dansk håndbold.

– Jens er kun 20 år, men har allerede udvist en modenhed og stærk mentalitet i TTH på liganiveau. Som ’assistent’ for den norske landsholdsfløj, Kevin Gulliksen, har Jens i denne sæson været i en lærerig rolle, som han på fornemmeste vis har håndteret. Det har blandt andet udmøntet sig i flotte præstationer i dette forår med 4 mål mod Aalborg Håndbold (og Landin) og 6 mål mod Skanderborg AGF Håndbold.

Jens Kromann Møller glæder sig også til at komme ’hjem’ til Aarhus.

– Jeg har lært utrolig meget af mit ophold i Holstebro og har været rigtig glad for at være her. Det seneste år i ligaen har naturligvis været ekstraordinært. Der er en verden til forskel på ungdomshåndbold og så ligaen, siger han.

Nu kommer han tilbage til Aarhus og tættere på sin familie.

– For mig er det et ønsketilbud. Dels at komme tættere på min familie i Aarhus, og dels at få lov til at være en del af det ambitiøse projekt omkring Aarhus HC.  Og jeg glæder mig til at få et større ansvar og forhåbentlig en masse spilleminutter. Selv om jeg ikke kommer med en masse rutine, så kan jeg forhåbentlig bidrage med en masse vilje og engagement, der kan smitte.

Morten Jensen er ikke i tvivl om, at vi kun lige har set begyndelsen af en fremadstormende karriere:

– Jens’ udvikling har det seneste år gået lodret opad, og det bliver enormt spændende at følge ham de kommende sæsoner i Aarhus HC.

Jens Kromann Møller Facts

Årgang: 2003

Højde: 182 cm

Vægt: 85 kg

Position: Højre Fløj

Nuv. Klub: TTH (liga)

Tidligere: Viby IF

Generation 24